Rejsevaccinationer

Rejsevaccinationer sker i henhold til rekommandationer fra WHO og Statens Serum Institut.

Alle former for vaccine gives inkl. Gul feber vaccine. Desuden rådgives om Malaria profylakse og generel infektionsprofylakse. Til nogle vaccinationer skal du starte 1 mdr. før afrejse – bestil derfor tid i god tid.

 

Gul feber

Virus infektion der overføres af myg. Findes i store dele af Afrika og Sydamerika. Vaccinations- certifikat kræves ved indrejse til mange lande i ovenstående kontinenter eller hvis man kommer i transit fra disse lande. Vaccination er effektiv fra dag 10 – 10 år. Der er almindeligvis ingen vaccinations komplikationer.

Smitsom leverbetændelse er en virus som findes i 2 former A og B.

Hepatitis A er udbredt over hele jorden, men især hvor hygiejnen er lav. Man bliver smittet af inficeret føde og drikkevarer.

Man anbefaler vaccination til alle rejsende udenfor Europa. Der findes 2 forskellige vacciner.

  • Havrix der efter 2 vaccinationer giver beskyttelse i 20 år med en dækningsgrad på ca. 95 %.
  • Gammaglobulin som beskytter fra 4 uger til ca. ½ år afhængig af dosis, men dækningsgraden er kun ca. 80 %.

Det anbefales derfor, at lade sig vaccinere med Havrix selv på korte charter ture udenfor Europa.

Hepatitis B er ligeledes meget udbredt i store dele af Afrika, Sydamerika og Asien.

Smitten sker ved blodtransfusion, urene kanyler og seksuelt.
Der gives 2 injektioner Engerix B med 1 måneds interval, samt en tredje efter 6 mdr., hvorefter beskyttelsen varer i minimum 10 år.

Man kan også vælge en kombineret vaccine mod både hepatitis A og B (Twinrix).

 

Japansk hjernehindebetændelse

Lidet udbredt, men alvorlig infektion. Virus overføres ved myggestik. Vaccination anbefales ved længere ophold i visse lande. 2 vaccinationer giver beskyttelse i 1 år.

 

Difteri og Stivkrampe

Denne skal fornyes hver 10. år.

 

Kolera

Vaccinen anbefales kun til sundhedspersonale der arbejder med kolerapatienter gennem længere tid. Men det viser sig at vaccinen også til en vis grad beskytter mod rejse diare. Nemlig ca. 60% af en E.coli infektion og ca. 25% generelt mod rejse diare. Derfor må den enkelte selv afgøre om vaccineprisen er er den reducerede risiko værd.

 

Centraleuropæisk hjernehindebetændelse

Virus forekommer hos skovflåter i den stockholmske skærgård, Ålandsøerne, Baltikum samt Central- og Sydeuropa. Ved længere ophold i disse områder kan vaccination i sjældne tilfælde anbefales.

 

Tyfus

Skyldes Salmonella typhi – som er en bakterie. Smitten er forurenet føde- og drikkevarer. Vaccinen giver ca. 70 % beskyttelse i 1 år. Anbefales til længerevarende ophold i Sydøstasien.

 

Rejsediare

Forekommer i stort set alle lande og er klart den hyppigste årsag til en mere eller mindre spoleret ferie. Hyppigheden kan være så høj som 65 % ved rejser til høj risiko områder.

Sygdommen varer typisk 3-4 døgn med vandtynde diareer ca. halvdelen af patienterne har desuden mavekramper og en tredjedel tillige kvalme. Hvis diareen bliver blodige eller temp. kommer over 38,5 bør man søge læge. Sygdommen kan skyldes adskillige forskellige bakterier og parasitter, hvoraf colibakterier nok er de hyppigste.

For at forbygge rejsediare skal du undgå skaldyr, grønsager og kød, der ikke er kogt eller gennemstegt. Undgå isterninger og flødeis. Skræl al frugt og drik kun flaskevand fra anerkendte firmaer. Hvis du alligevel får diare, er rehydrering det vigtigste. Medbring Revolyt (kan købes på apoteket) eller kog i 1 l. vand og tilsæt 2 spsk., rismel, 1 teskefuld salt og 1-2 spiseskefulde sukker.

Du kan også bruge Cola eller 7-up, men så skal der tilsættes 3 dele kogt vand til 1 del Cola, da man ellers får alt for meget sukker og det kan forværre diareen.

Som stoppende midler kan anbefales Imodium.

 

Malaria profylakse

Undgå at blive stukket! Malaria myggen stikker kun efter mørkets frembrud eller i mørke rum. Brug myggebalsam, der indeholder Toluamid (DEET) på mere end 20% men under 30% – kan ikke købes i Danmark. Sov under myggenet, der er imprægneret.

Det gule sygesikringskort gælder i hele Europa men kun 1 mdr. og kun ved turistrejse. Desuden er der følgende begrænsninger man skal være opmærksom på:

  1. Hvis der ved udrejse er overvejende sandsynlighed for, at der vil blive et behandlingsbehov.
  2. For patienter med kroniske lidelser, må der ikke have været hospitalsindlæggelse indenfor de sidste 2 mdr. før afrejse. Der må heller ikke have været medicinændringer.